I Østermarie Hallen har vi hver fredag kl. 16-17 i gymnastiksæsonen et af Bornholms mindste og hyggeligste gymnastikhold. Vi kalder os Solsikkerne – gymnastik for alle.
Og vi er gymnastik for ALLE – uanset fysiske og psykiske udfordringer. Tæller vi deltagere er vi i denne sæson 8 stk., men tæller vi diagnoser, så er der sikkert flere. Heldigvis er vi helt og aldeles ligeglade med diagnoser og udfordringer. Hos os fungerer alt fordi alle har en hjælper med.
Vi begynder hver gang med en opvarmningsdans hvor alle kan være med. Derefter går vi hen på airtrax, som er en stor luftfyldt måtte. Der har instruktøren efter bedste evne tegnet instruktionskort, så det er overskueligt i hvilken rækkefølge vi laver øvelser.
Øvelserne er enkle så alle kan være med, og er en deltager ikke lige i humør til koldbøtter, så springer man bare det over.
Før vi begynder er der sat en bane op.
Selve salen er delt i 4 stationer:
-
· Airtrax – til at hoppe, rulle osv
-
· Forhindringsbane – til at udfordre sanser og balance
-
· Bold – til at spille, trille osv
-
· Rytmisk station til danseserier – hvis nogen vil?
Vibeke og Thora står for programmet, Anina er hjælpetræner og står for rytmisk station og en masse hygge.
Det sidste kvarter mødes vi i rundkreds, ofte med samarbejdsøvelse, men det kan også bare være mindfullness.
Holdet starter op igen midt i september 2024. Hvis du er interesseret og vil vide mere kan du kontakte Thora Kjøller-Hansen, og du kan finde holdets Facebook side på dette link.